Streaming er kommet for at blive. Det er nemt og lige til, og du kan gøre det, når det passer dig. I de fleste tilfælde kræver det et abonnement, men du kan også finde gratis indhold. Har du en internetforbindelse er det bare at komme i gang.

Hvad er streaming?

Streaming er, når du afspiller materiale som for eksempel film, serier og musik på din computer eller smartphone. Fordi indholdet ligger online, kræver det den internetforbindelse, men det betyder også, at det ikke optager plads på dine enheder.

Modsat traditionelt flow tv skal du aktivt gå ind og vælge den app eller streamingtjeneste, som du vil se noget på for derefter at trykke play. Du sidder altså ikke foran flimmerkassen med fjernbetjeningen i hånden for at navigere rundt mellem forskellige kanaler.

Forskellen mellem traditionelt flow-tv, download og streaming er, at flow-tv og download er indhold, som du skal kopiere og hente ned, inden du kan se eller anvende det. Modsat er streaming noget, du ser i takt med, at det bliver hentet ned og leveret til din enhed. Der sker ikke noget download.

Som altid er der dog en undtagelse fra reglen. Mange streamingtjenester giver dig faktisk mulighed for at downloade indholdet, så du ikke behøver at være online for at tilgå det. Det er super smart, hvis du ønsker underholdning, når du er på farten uden adgang til en internetforbindelse. Er der noget, du vil se eller lytte til på flyrejsen eller strandturen, er det bare at få det downloadet. Med download kan du tage din danske yndlingsserie med til sydens sol.

Fordele ved streaming:

Du kan vælge mellem en del forskellige streamingtjenester med hver deres fordele og ulemper, men nogle af de mest populære er DRTV, TV2 Play og Netflix.

Foruden tv-programmer og musik kan du også streame lydbøger, podcasts og radio.

Streaming på DRTV

Vil du se indhold fra en kanal, du kender, er DRTV et oplagt valg. Du finder en stor mængde indhold på DRTV – blandt andet live-tv, serier og dokumentarprogrammer. Der er noget for enhver smag. Du finder også programmer for de allermindste, så hele familien kan få glæde af appen.

DRTV er en af de mest populære streamingtjenester i Danmark. Den er finansieret via licensen, så du skal ikke betale til et abonnement hver måned for at kunne tilgå indholdet. Du kan helt sikkert finde et program, der falder i den smag. Det ville næsten være fjollet ikke at tjekke det ud, når alt er frit tilgængeligt.

Desværre byder tjenesten ikke på vildt mange film, og indholdet bliver nogle gange fjernet lidt for hurtigt, men ellers er der ikke noget negativt at sige.

TV2 Play

Er du typen, der ikke kan få nok af danske tv-programmer, så er TV2 Play streamingtjenesten for dig. Du finder både nye og gamle serier, så har du en favorit fra år tilbage, kan du være heldig, at den er tilgængelig.

Det koster penge at tilgå indhold på TV2 Play, men du kan vælge imellem forskellige abonnementer og finde et, der passer til dine behov. Du kan for eksempel vælge basispakken til 79 kr. om måneden. Med den kan de se film, serier og programmer, men du kan ikke se live-tv. Pakken er et godt valg, hvis du alligevel ikke har tid til at se fjernsyn, når dine yndlingsprogrammer bliver sendt. Du kan også vælge favoritpakken, der indeholder live-tv fra stationens favoritkanaler. Her er sportskanalerne ikke inkluderet. Du har til enhver tid mulighed for at prøve basispakken gratis i 30 dage for at se, om indholdet er noget for dig.

Streamingtjenestens svage punkt er filmdelen. Udvalget er desværre sparsomt og mange af titlerne er af ældre dato. Hvis du har droppet tv-pakken, er TV2 Play dog et godt alternativ, hvis du ønsker adgang til danske tv-kanaler. Med TV2 Play kan du downloade udvalgte film og tv-serier, og det er en fordel for dig, der er på farten uden adgang til internettet.

Netflix

Netflix er den mest populære abonnementsbaserede streamingtjeneste i Danmark. Med Netflix får du høj brugervenlighed, mange film og serier samt et stort børneunivers. Det er en streamingtjeneste med noget for hele familien. Netflix står selv bag nogle af produktionerne, og flere af dem har fået stor succes. Er du ude efter noget dansk, er The Rain et godt bud på en Netflix-produktion.

Du kan vælge mellem tre forskellige abonnementstyper: basis, standard og premium. Basispakken på Netflix koster 79 kr. ligesom TV2 Play. Til den pris kan du streame alt indhold til en enhed. Vælger du i stedet standard til 99 kr. eller premium til 129 kr., kan du streame til henholdsvis to og fire enheder. Med premium kan både børn og voksne bruge Netflix samtidig.  

Et minus ved Netflix er, at dele af indholdet er gammelt. Netflix halter efter sine konkurrenter, når det gælder de allernyeste film og serier på markedet. Vil du gerne have adgang til topaktuelle programmer, er Netflix derfor ikke nødvendigvis det bedste valg. Du har dog mulighed for at downloade en del af indholdet til din smartphone eller tablet, og det er et stort plus.

Streaming af musik

Streaming af musik er nemt, og det kan være rart at have muligheden, når du for eksempel sidder i bussen eller toget. YouTube er en populær webportal med knap to milliarder månedlige brugere på verdensplan. Det er brugerne, der producerer indholdet på YouTube, og du kan finde alt fra moderne pophits, gamle klassikere og hjemmevideoer med hunde og katte.

Du kan tilgå indhold på YouTube gratis, men du kan også købe et YouTube Premium-abonnement til 199 kr. om måneden. Til den pris slipper du for reklamer, og så har du mulighed for at downloade videoer til mobilen og se dem offline.

Mange bruger også en streamingtjeneste som Spotify. Du kan vælge at bruge appen både med og uden abonnement. Vælger du et abonnement kan du spille lige den sang, du har lyst til. Du kan også downloade musik til din køretur eller ferie. Har du ikke et abonnement, indeholder appen reklamer, og du kan ikke frit skifte mellem forskellige sange. Et abonnement koster normalt 99 kr. om måneden, men er du studerende kan du få rabat.

Du kan ofte være heldig at have en streamingtjeneste som en del af dit mobilabonnement. Det giver dig ubegrænset adgang til musik.

Et abonnement på en musikstreamingtjeneste kan koste mere end en tv-streamingtjeneste. Når du køber abonnement, undgår du reklamer, men ofte er du også med til at betale de kunstnere, hvis musik er tilgængelig på appen. Det betyder, at du kan bidrage til at stadig flere videoer og mere musik bliver delt.

Data- og batteriforbrug ved streaming

Når du skal streame, er der to ting, du skal være særligt opmærksom på. I udgangspunktet kræver streaming en internetforbindelse. Det er en rigtig god idé at sikre, at du bruger wi-fi, inden du holder seriemaraton. Har du ikke ubegrænset mobildata, kan det hurtigt blive en meget dyr fornøjelse.

Når du streamer, ser du programmet i en kvalitet, der sørger for, at det ikke hakker og går i stå. Du kender det, at billedet på din film eller serie bliver mindre skarpt, når du for eksempel sidder i toget. Det skyldes, at billedet automatisk tilpasser sig en kvalitet, der matcher den hastighed, du henter billederne i. Jo højere internethastighed du har, jo bedre vil billedkvaliteten derfor være. Vil du gerne have den bedste streamingoplevelse, kan det altså betale sig at investere i internet med høj hastighed.

Foruden internetforbindelsen skal du være opmærksom på, at streaming bruger en del strøm. Er dit batteri ikke det, der holder strøm længst, bør du finde opladeren frem med det samme. Filmen skulle nødigt stoppe, bare fordi batteriet løber tørt.

Kom godt i gang med streaming

Streaming er meget lige til. Hvis du vil anvende din smartphone eller tablet til streaming, starter du med at downloade den app, som du gerne vil streame fra. Herefter logger du ind og finder det indhold, du ønsker at se.

Anvender du din computer, skal du logge ind på streamingtjenestens hjemmeside.

Du kan også bruge dit tv. Har du en tv-boks med internetadgang, kan du streame direkte fra den. Som det er tilfældet ved brug af smartphone og tablet, skal du bare downloade den app, du vil streame fra. Du kan også bruge Chromecast. Du sætter blot Chromecast i HDMI-indgangen på dit tv og i stikontakten. Når Chromecast sidder i tv’et, kan du forbinde den med din telefon eller tablet og på den måde sende indhold fra en af de to til din tv-skærm.

Der er som sagt en del forskellige streamingtjenester at vælge mellem – både gratis og abonnementsbaserede. Det er tydeligt, at streaming er kommet for at blive. TV-pakker bliver fortsat mindre populære, mens streamingtjenester hitter. Skræddersyet underholdning er godt, og du behøver ikke længere at sidde foran skærmen mandag kl. 20 for at se dit favoritprogram. Streaming er TV, musik og meget mere, når det passer dig.