Guide til a-kasser og fagforeninger: Det skal du vide, før du melder dig ind

Her i Danmark har vi en lang og stolt tradition for a-kasser og tilhørende fagforeninger, som har rødder længere end 100 år tilbage i vores lands historie. Hvor skønt det end er, at vores kollektive sikkerhedsnet er så stærkt, så kan de mange valgmuligheder også hurtigt blive overvældende – hvilket måske er en af årsagerne til, at antallet af a-kasse-tilmeldte borgere er faldet i løbet af de sidste par årtier.

Vi kan sagtens forstå, at du som studerende eller fastansat ikke kan overskue junglen af a-kasser og fagforeninger – og at du derfor helt fravælger det tunge researcharbejde og at skulle betale kontingent månedligt eller hvert kvartal. Problemet med ikke at tage stilling er bare, at du så heller ikke har andre muligheder for understøttelse end en lille sjat kontanthjælp, hvis du pludselig står uden arbejde.

Vi vil gerne hjælpe dig ved at gøre det lidt nemmere at overskue udvalget af a-kasser i Danmark. Derfor har vi sammensat denne guide til, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger en a-kasse – alt sammen afhængigt af dit fag, hvor du er i livet og dine fremtidsplaner (eller mangel på samme).

Læs videre nedenfor og bliv klogere på det danske a-kasselandskab.

A-kassernes historie

Før vi dykker ned i de forskellige, nutidige a-kassers respektive fordele og ulemper, starter vi med at sætte det hele lidt i historisk perspektiv. For hvornår og hvordan opstod idéen om a-kasser i Danmark egentlig? Det er svært at sige med sikkerhed.

Dog kan de fleste blive enige om, at medlemmer med egne kræfter og midler selv drev a-kasser i slutningen af 1800-tallet – og at de første statsstøttede a-kasser så dagens lys efter år 1900. Den første af disse grundlagdes helt specifikt i 1907, hvor man i Folketinget vedtog Arbejdsløshedsloven og dagpenge blev introduceret som en mulighed for at få understøttelse.

Altså har vi her i landet som tidligere nævnt haft a-kasser i en eller anden form i hvert fald i over 100 år. Derudover har Danmark – også som tidligere nævnt – tradition for, at en a-kasse typisk hænger sammen med en fagforening. Dette er kendt som Gent-systemet efter den belgiske by, der var de første til at blive kendte for a-kasse- og fagforeningssamarbejder – et system, der i dag bruges i Belgien, Danmark, Finland og Sverige.

Med Gent-systemet samarbejder a-kasser og fagforeninger bl.a. om hjælp til løn- og kontraktforhandling, kompetencegivende kurser med relevans for medlemmernes faglighed og meget mere.

Fordelene ved at have en a-kasse

Med så lang og vedvarende en tradition for a-kasser, som vi har her i Danmark, ville det næsten være mærkeligt, hvis der ingen fordele var ved at være medlem af en.

For at lægge ud med noget af det mest åbenlyse, så er der bare en væsentlig forskel på, hvad du kan få udbetalt som arbejdsløs på kontanthjælp vs. på dagpenge.

Helt specifikt er der tale om en forskel på adskillige tusinde kroner, særligt hvis du er ung med tilstrækkeligt optjente arbejdstimer. Jo, du skal ganske vidst betale kontingent af disse penge – men med de andre goder, du får som medlem af en a-kasse, er pengene godt givet ud i langt de flestes tilfælde.

Nu vi er ved goderne, så tilbyder a-kasser og fagforeninger i de fleste fag kurser, muligheder for faglig sparring, hjælp til ansøgninger m.m. – som oftest vil det være langt mere relevant for lige netop dig og din baggrund og situation, hvis du har meldt dig ind i den rigtige a-kasse. For at få mest muligt ud af disse tilbud, gælder det om at vælge den a-kasse, der har flest andre medlemmer inden for dit fag med baggrunde, som også minder om din.

For lige kort at slå det fast simpelt og overskueligt, så er nogle af de største fordele ved at være medlem af en a-kasse altså:

  • Ret til dagpenge med en sats, der generelt er højere end satsen for kontanthjælp
  • Mulighed for fagrelevante kurser, faglig sparring med folk, der kender dit fag, kompetent hjælp til ansøgninger m.m.

Det skal du vide om din a-kasse

Har du læst ovenstående, og er du nu klar til at påbegynde din jagt på den bedste a-kasse for dig? Så giver vi dig her lige et par råd til, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du læser op på dine muligheder – så du også er helt klar på hvilke aspekter, du ikke behøver at bruge alt for mange søvnløse nætter på at bekymre dig om.

Fagrelevante a-kasser og fagforeninger: Fordele og ulemper

Som vi nok efterhånden har slået fast, så er rigtig mange af landets a-kasser tæt forbundne med en fagforening, der er relevant for deres medlemmer. Som vi også allerede har været inde på, har dette uden tvivl sine fordele for mange af medlemmerne – men for andre kan der bestemt også være ulemper ved dette system, hvis de oplever, at de falder mellem to faglige stole.

Er du f.eks. selvstændig med to vidt forskellige faglige profiler (som f.eks. tekstforfatning og førstehjælpskurser), vil rådgivning skarpvinklet på sprog og kommunikation kun kunne bruges til at forbedre halvdelen af din faglighed – og resten må du selv finde ressourcer til at blive stærkere i.

En lignende situation kan også opstå, hvis du pludselig beslutter dig for at skifte branche – lad os sige fra journalist til folkeskolelærer. Så vil alle de nok så højt specialiserede råd, din a-kasse og fagforening kan give dig, heller ikke nødvendigvis kunne hjælpe dig på den vej, du nu ønsker.

I tilfælde som disse bør du i stedet kigge dig om efter en mere alsidig a-kasse og fagforening. De vil måske ikke nødvendigvis have kurser, der føles skræddersyede til lige din situation. Men der vil generelt være større sandsynlighed for, at deres rådgivning er relevant for dig og det sted, du er i livet – og de vil være vant til at håndtere medlemmer, der ikke passer ind i én meget specifik skabelon.

Prisforskelle på a-kasser: Hvad får du for pengene?

Et andet, lidt mere kontant aspekt, du bør overveje i dit valg af a-kasse, er den pris, de tager for deres ydelser. Du vil selvfølgelig altid få akkurat den dagpengesats, du er berettiget til – men prisen på kontingentet for medlemskab vil variere fra a-kasse til a-kasse.

Du bør især holde øje med, hvad de forskellige a-kasser tager for deres administration af medlemmernes udbetaling af dagpenge – da du nødigt skulle betale heftigt til dette frem for rådgivning og fagrelevans, der spiller en stor rolle i at hjælpe dig videre i job.

Derudover kan det også være rart at vide, om din potentielle a-kasse har for vane at sætte prisen op. Kig dig derfor om efter oversigter over de forskellige a-kassers prisudvikling, så du kan basere din beslutning på ikke blot den nuværende pris, men også den, du kan komme til at betale senere.

A-kassens placering og kundetilfredshed

Du må endelig heller ikke glemme at læse op på, hvor a-kasserne og fagforeningernes forskellige afdelinger ligger i landet. Hvis du ønsker at deltage i kurser, møder, networking og lignende, er det så overhovedet i nærheden af, hvor du bor – eller vil du komme til at bruge lange timers transporttid hver gang, der er noget spændende på plakaten?

Og sidst, men ikke mindst bør du også tage en hurtig tur rundt for at se, hvad andre medlemmer af a-kassen siger om dem. Har de generelt været tilfredse med, hvordan deres forløb som arbejdsløse er blevet håndteret? Hvordan har samarbejdet med fagforeningen fungeret? Og hvad med samarbejdet med jobcenteret? Alle sammen relevante spørgsmål, du desværre nok aldrig vil få et 100% ærligt svar på i a-kassernes eget materiale – og som du derfor gør klogest i at opstøve selv.

A-kasser i Danmark – kort fortalt

Nu, hvor vi er nået til enden af denne guide til Danmarks jungle af a-kasser, vil vi ganske kort give et overblik over vores hovedpointer.

Vi slog fast, at Danmark nok er et af de lande, der har den stolteste, længste og mest omfattende tradition for a-kasser med over 100 år på bagen – og at især vores a-kassers tætte samarbejde med fagforeninger, der er relevante for medlemmerne, er yderst unikt på verdensplan.

Fordelene ved at være medlem af en a-kasse i dagens Danmark er mange. Særligt lægger vi vægt på den markante forskel, der er på dagpenge- og kontanthjælpssatsen, specielt for unge mennesker. Der er tale om adskillige tusind kroners forskel på det beløb, du har ret til at få udbetalt hver måned, hvilket for mange mennesker gør en verden til forskel på, hvor meget arbejdsløsheden fylder i deres hverdag.

Derudover får du på dagpenge og som medlem af en fagforening et hav af kompetencestyrkende tilbud som f.eks. fagrelevante kurser, kvalificeret rådgivning, sparring, muligheder for networking og meget mere.

Endelig kortlagde vi også, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger en a-kasse. Først bør du undersøge, om der findes en a-kasse specifikt for medlemmer med din præcise baggrund og faglighed – eller om du bør kigge dig om efter en knap så fagspecifik, mere bredtfavnende a-kasse og fagforening. Dernæst bør du også have prisen, hvad du får for dit kontingent, geografi og medlemstilfredshed for øje.

Det var – helt kort opsummeret – hvad vi havde af gode råd til dig, der står og skal vælge en af landets a-kasser.

Held og lykke med det endelige valg!